Derfor Spiller Penge en Rolle i Valg af Partner

Par

De fleste mennesker går rundt med idealer som de ”føler” er rigtige, men som de ikke rigtigt kan overholde i praksis. Jeg har længe gået og været irriteret over mig selv for at gøre sådan. Hvorfor handler jeg på én måde, når jeg ved, at jeg ”burde” handle på en anden?

Men på det seneste er det går op for mig, at det muligvis var den forkerte del af ligningen jeg forsøgte at ændre på. Jeg arbejdede hårdt på at få mine handlinger til at passe med mine tanker. Men jeg udfordrede aldrig rigtigt tankerne. Mine idéer om hvad man burde gøre havde jeg på en eller andet måde forhøjet til absolutte sandheder, som der ikke skulle stilles spørgsmål ved. Men når man gang på gang fejler med at overholde disse teoretiske regler, var det så måske ikke værd at undersøge, om det overhovedet giver mening? Hvor kommer disse regler overhovedet fra, og hvordan ved jeg, at de er mere rigtige end de handlinger jeg rent faktisk tog?

En af de ting jeg særligt var hård ved mig selv over var dating. Når jeg ledte efter en partner, så følte jeg at det burde være personligheden jeg gik efter. At det var det eneste, der burde betyde noget. Jeg forsøgte ihærdigt at følge denne regel, men det førte kun til en masse frustrerende dates og en mangel på tiltrækning. Når jeg blev frustreret nok brød jeg reglerne, og endte på dates med mænd fordi de så godt ud og havde penge nok til at invitere mig på en pæn restaurant. Jeg var sur på mig selv over, at jeg lod disse faktorer spille ind. Endnu værre var det, at jeg følte tiltrækning her! Hvad var der galt med mig?!

Men ved du hvad svaret er? At der absolut intet er galt med mig. Det eneste der er noget i vejen med, er de standarder jeg har holdt mig selv op imod. Hvordan skulle man i praksis gå ud fra personlighed og intet andet? Og hvorfor kan personlighed ikke afspejles i en persons udseende, karriere og bankbog?

Så nu leder jeg med hjertet, frem for hjernen. Det viser sig, at alle ”idealerne” i virkeligheden er teori jeg er blevet påduttet af samfundet. Men samfundets idé om hvad der er attraktivt, og hvad jeg finder attraktivt, er ikke nødvendigvis det samme. Så nu tillader jeg mig at være kræsen. Jeg vil have en mand, der kan klare en stenslag reparation. Penge skal ikke være noget problem for ham, og han skal udleve sine egne drømme – køre i sin drømmebil og spise lige præcis den mad, han har lyst til. Og så skal jeg finde ham fysisk attraktiv. En person med en fantastisk personlighed, men som jeg ikke føler mig tiltrukket af, kan aldrig være mere end en god ven. Det er tiltrækningen der gør forskellen, og det bør jeg ikke frarøve mig selv, blot fordi samfundet har andre idealer end jeg har.